Skiløbet
Val Thorens er et af de mest snesikre skiområder i De Franske Alper. Der falder ca. 10 meter sne og sæsonen strækker sig fra midt december til slut april. Val Thorens ligger 2300 m.o.h. og er dermed den højest beliggende skidestination i Europa. Val Thorens og Les 3 Vallées byder tilsammen på 600 km. pister, 6 gletchere og flere berømte bjergtoppe; bl.a. Glacier de Péclet og La Cime de Caron, hvorfra man har et helt fantastisk panorama-view ud over Alperne. Alene i Val Thorens-området er der 6 bjergtoppe på op til 3.000 m.
Val Thorens kalder på den øvede skiløber, som søger udfordringer dag og nat. Offpiste er intet mindre end legendarisk i Les 3 Vallées! Ta' fx med på "Lac de Lou" langt fra pistefræs og andre skiløbere. Eller ta' med ud i naturreservatet "Parc National de la Vanoise" - jomfrueligt ganske enkelt! Fra ”Sommet des 3 Vallées” i en højde af 3230 m.o.h. helt til ”Bride les Bains” i 600 m.o.h. råder ”Les Trois Vallées” over et ubeskriveligt omfattende område, hvor der stadig er mulighed for at opdage nye og udfordrende pister.
Val Thorens byder på alt, hvad hjertet kan begære indenfor skiløb, off-piste og funparker. Liftsystemet hænger fænomenalt godt sammen, så man slipper for skibusser, kedelige transportstykker og lange liftkøer. Nybegynder eller øvet - “Les 3 Vallées” har noget for alle. Om det er de hyggelige solskinspister i Meribel"s skovområder eller de halsbrækkende off-piste ture fra ”Cime de Caron” i 3200 m. højde, så kan det findes her − et skiløb uden begrænsninger.
Vi ses...